Annons:

Mange danskere rejser uden rejseforsikring

Rejsesæsonen begynder snart, men det er ikke alle, der rejser med en rejseforsikring. 250.000 danskere rejser kun med det blå sygesikringskort.

Over 250.000 danskere over 18 år rejser kun med det blå sygesikringsbevis på lommen. Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Apollo Rejser.

En undersøgelse fra Apollo blandt 1.017 danskere viser, at næsten hver anden (49 procent) har en rejseforsikring via deres indboforsikring, og 18 procent har en rejseforsikring på deres kreditkort. 9 procent køber en forsikring til deres forestående rejse.

5,4 procent har kun deres blå EU-sygesikringsbevis på sig, når de rejser. Det svarer til en kvart million voksne danskere. Også selvom Apollo opfodrer til, at man har en forsikring med sig på rejsen:

– Vi oplever mange, som siger nej til at tilkøbe en rejseforsikring, når vi spørger dem, fordi de tror, de er dækket af EU-sygesikringskortet. Men vi opfordrer altid til, at man starter med at sætte sig ind i, hvad kortet dækker i det land, man skal rejse til, inden man afslår en rejseforsikring, for det kan være en dyrekøbt lærestreg, siger Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Ifølge Glenn Bisgaard kan det blive til en dyr rejse, hvis man kommer ud for et uheld, og sygesikringskortet ikke dækker det:

– Det blå sygesikringskort kan være rigtig fint at tage med, når man rejser til et andet EU-land for fx at holde ferie. Men man skal bare være opmærksom på, at det langt fra dækker alt. Man kan altså ikke være garanteret fx behandling uden betaling, hvis ikke det land, man befinder sig i, tilbyder dette til sin egen befolkning, og så kan det blive en dyr fornøjelse at stå der og kun kunne vifte med det blå kort, siger han.

Apollo Rejser har næsten en million rejsende om året.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.