Arbejdsmarkedet har ændret sig markant siden Kathe startede som kontorelev på Københavns Godsbanegård i starten af 60’erne.
”Kønsrollerne var mere udtalte i de første 20-30 år af mit arbejdsliv”, fortæller Kathe. ”Jeg husker tydeligt da en mandlig kollega blev fyret, fordi han spurgte chefen om mulighed for at holde fædreorlov. Det var 1984 og vi på kontoret var helt målløse over, at han spurgte.”
”Vi kan blive moderne igen,” er Kathes kække kommentar om medarbejdere der er lidt oppe i årene. ”I dag er der ikke mange virksomheder, der ansætter medarbejdere over 70. Men vi er helt beviseligt en god stabil arbejdskraft uden en masse forpligtelser og barns første sygedag.”
Flere af Kathes veninder på pension misunder hendes ugentlige kontordag, hvor hun får socialt samvær med kollegaer og lidt luftforandring fra pensionisttilværelsen. Selv mener hun, at mange seniorer ville arbejde nogle få dage om ugen, hvis de fik mulighed for det.
Nederdele og rationeringsmærker
Kathe blev født på Rigshospitalet i 1946 af en dansk mor og en tysk far. Hendes far drev hoteller i Hamborg og de første syv år af hendes liv blev derfor tilbragt i den tyske havneby, der var blevet sønderbombet under krigen. Det var en fattig tid efter krigen, hvor indbyggerne hutlede sig igennem tilværelsen med rationering og hjemmesyet tøj.
”Min bedste ven i Hamborg hed Peter og var en dreng på min egen alder. Peters mor var ikke så god til at sy og havde aldrig lært at sy bukser. Derfor gik Peter altid i nederdele. Det var først da jeg kom til Danmark som 7-årig, at det gik op for mig, at drenge ikke altid går i nederdele.”
Kathe var enebarn og ønskede sig brændende en lillebror eller søster. Derfor var hun begejstret, da hendes tyske tante Martha kom på den ide, at de skulle ligge sukkerknalder ud til storken, så den blev lokket til at flyve forbi deres hus med en baby. ”Jeg har aldrig set min mor så rasende, som da hun fandt ud af, at tante Martha havde brugt vores sukkerknalder, der var købt med vores få rationeringsmærker, til en tåbelig drøm om at storken kom forbi med en lillesøster eller bror.”
”Da jeg fyldte syv, gik mine forældre fra hinanden og min mor flyttede tilbage til Danmark. Jeg blev sendt på kostskole i Kalundborg. Dengang i 1953 var det ikke populært at være tilflytter fra Tyskland, der ikke kunne et ord dansk. Heldigvis har meget ændret sig siden dengang, men den oplevelse gav mig hår på brystet i en tidlig alder.
Tænk at spørge om fædreorlov
Arbejdsmarkedet har også ændret sig markant siden Kathe startede som kontorelev på Københavns Godsbanegård i starten af 60’erne. Alkohol var en fast del af arbejdsdagen og hierarkiet herskede på kontorgangene. Kathe startede med at arbejde i kælderen og så gjaldt det om at arbejde sig op til skranken i stueetagen.
”Kønsrollerne var mere udtalte i de første 20-30 år af mit arbejdsliv. Jeg husker tydeligt da en mandlig kollega blev fyret, fordi han spurgte chefen om mulighed for at holde fædreorlov. Det var 1984 og vi på kontoret var helt målløse over, at han spurgte.”
Afskedsreception
I 2013 fyldte Kathe 66 år og som de fleste på den alder gik hun på pension. På det tidspunkt havde hun arbejdet for Scandic i 11 år.
”Jeg skulle hjem og nyde mit otium og mine børnebørn. Men jeg nåede kun at gå hjemme i halvandet år, inden jeg blev opfordret til at søge et job som receptionist på et hotel i nærområdet. Da min gamle chef i Scandic fik nys om at jeg var interesseret i at arbejde igen, insisterede hun på, at jeg skulle tilbage i mit gamle job på Scandics hovedkontor,” siger Kathe med et grin.
”Jeg har altid været en type hvor alt skulle ske med 100 km i timen. Derfor falder det mig naturligt at holde mig i gang – fx når jeg tager på arbejde hver mandag. Målet er at få 10 års jubilæum fra da jeg kom tilbage fra at være fuldtidspensionist – der er kun et år tilbage. Bagefter må tiden vise, hvad jeg så kaster mig ud i. For ske noget, det skal der jo hele livet.”