Norwegians strategi koster CPH 500.000 passagerer

0

Københavns Lufthavn har annonceret deres trafiktal for november, der viser en tilbagegang på 2,1 procent i forhold til sidste år. I løbet af året har konkurser, SAS-strejken og Norwegians nye strategi givet lufthavnen et fald på 0,2 procent i forhold til rekordåret 2018.

November – der traditionelt er en af årets mindst travle måneder – bød i år på lidt færre rejser til og fra Københavns Lufthavn. I alt var der 2.164.875 rejsende igennem terminalerne – et fald på 2,1 procent i forhold til rekorden sidste år.

Mens antallet af lokalt afgående passagerer faldt med 3,2 procent, så voksede antallet af transferpassagerer med 3,8 procent.

– Det er vigtigt for vores position som Nordeuropas førende trafikknudepunkt, at f.eks. danskere, svenskere, nordmænd, baltere, polakker og tyskere vælger at flyve via København og videre ud i verden, siger administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Ser man på antallet af passagerer i løbet af året har CPH haft 28.192.786 – et fald på 0,2 procent i forhold til sidste år. Lufthavnen begrunder det med pilotstrejken i SAS, der kostede mellem 160.000 og 200.000 passagerer. Derudover har konkurserne fra Primera Air og WOW Air kostet knap 400.000 passagerer, og Norwegians nye strategi fra vækst til lønsomhed har kostet omkring 485.000 passagerer.

– Uden strejker, konkurser og Norwegians justering af trafikprogrammet ville væksten i år have ligget på omkring 2-3 procent, hvis man antager, at nogle rejsende har fundet andre muligheder. Så underliggende har der været en fin fremgang i år, ligesom vi fortsat ser en grundlæggende god efterspørgsel på flyrejser fra passagererne, siger Thomas Woldbye.

Når det gælder indenrigstrafikken, har flyselskaberne i år reduceret antallet af afgange og ankomster med 3,2 procent. Samlet faldt trafikken på indenrigsruter år-til-dato med 6,7 procent.

Share.

About Author

Comments are closed.