Annons:

Hackerangreb koster Marriott 800 millioner i bøde

Marriott har oplyst, at hotelkæden modtager en bøde på ca. 99 millioner pund for hackerangrebet, der har stået på fra 2014 til 2018.

Marriott oplyser, at det britiske datatilsyn, The Information Commissioner’s Office (ICO), har annonceret, at de vil give Marriott en bøde på 99 millioner pund. Det svarer til ca. 830 millioner kroner.

I november 2018 oplyste Marriott, at omkring 500 millioner gæster har været påvirket af et databrud på informationer om gæster, der har overnattet på Starwood-hoteller siden 2014 (Marriott International fusionerede med Starwood Hotels and Resorts i 2016).

Det britiske datatilsyn vil give Marriott en bøde for overtrædelser af GDPR. I Marriott er de ikke tilfredse med datatilsynets konklusion. I en pressemeddelelse har hotelkæden været ude og forsvare sig selv, før der bliver givet nogen endelig afgørelse. Marriott’s administrerende direktør, Arne Sorenson, udtaler:

– Vi er skuffede over denne hensigtserklæring fra Det Britiske Datatilsyn, som vi vil bestride. Marriott har samarbejdet med Det Britiske Datatilsyn under hele undersøgelsen af hændelsen, som involverede et kriminelt angreb mod Starwoods gæstedatabase.

– Vi beklager dybt denne hændelse er sket. Vi tager privatlivet og sikkerheden for gæsteinformationer meget alvorligt og fortsætter med at arbejde hårdt for at opfylde den standard for perfektion, som vores gæster forventer fra Marriott.

Starwoods gæstedatabase, der blev hacket, bliver ikke længere brugt til forretningsaktiviteter.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.