Annons:

Dansk hotelkæde åbner i europæisk metropol

Senest annoncerede Zleep Hotels, at de åbner et hotel i Madrid, og nu oplyser hotelkæden, at de åbner deres første hotel i Tyskland.

I samarbejde med Zleep Hotels tyske medejer, hoteloperatøren Deutsche Hospitality, melder den danske hotelkæde nu, at de i 2022 åbner det første, tyske Zleep-hotel. Zleep Hotel Hamburg Altonaer Volkspark får 204 værelser, reception med bar og lounge samt et stort morgenmadsområde.

– Zleep Hotels er efterhånden et velkendt brand i Danmark, og vi er godt på vej ind i Sverige, så nu er det derfor et oplagt tidspunkt at prøve kræfter med det tyske hotelmarked. Vi har et dedikeret team i ryggen, som, i mine øjne, er som skræddersyet til at stå i spidsen for en hotelåbning i det dynamiske Hamborg, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Zleep Hotels’ tyske medejer ser også frem til hotelåbningen i 2022. En åbning der samler samtlige af hoteloperatørens fem brands i et og samme land:

– Hele vores brandportefølje vil være repræsenteret i Tyskland med åbningen af Zleep Hotel Hamburg Altonaer Volkspark i 2022.

– Hamborg er en yderst attraktiv metropol, hvor både Steigenberger Hotels & Resorts og InterCityHotel allerede er repræsenteret, fortæller CEO i Deutsche Hospitality, Thomas Willms.

Hotellet kommer til at ligge tæt på multiarenaen Barclaycard Arena og Volkspark Stadion.

Zleep Hotels er i gang med en stor international udvikling. Ved udgangen af 2019 meddelte hotelkæden også, at de åbner et hotel i den spanske hovedstad, Madrid, i 2021.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.