Comwells nye samarbejde giver stort brand adgang til Skandinavien

0

Danske Comwell har indgået et samarbejde med Wyndham Hotels & Resort, der er et af verdens største hotelbrands med 9.200 hoteller fordelt i 80 forskellige lande.

For første gang rykker Wyndham Hotels & Resorts ind i Skandinavien. Der sker i forbindelse med et nyt samarbejde med Comwell Hotels. Aftalen indebærer, at Comwell bliver den officielle repræsentant af Wyndham Hotels & Resorts i Danmark med både eksisterende og potentielle nye hoteller – foruden et strategisk og internationalt salgssamarbejde om bookinger af overnatninger og møder og et stort loyalitetsprogram.

I første omgang er der tale om Comwell Aarhus og Comwells første hotel i København, Comwell Copenhagen Portside, som bliver en del af Dolce by Wyndham, der er et af Wyndhams 20 hotelbrands.

– De har et stærkt internationalt salgsteam med globale kunder, hvilket betyder, at vi i fremtiden står stærkt på markedet, ikke mindst når vi i januar 2021 åbner vores første og største hotel i København. Vi ved, at vi herhjemme forventer en fortsat stigning i antallet af overnatninger og en stigende efterspørgsel på internationale møder og konferencer, så jeg har store forventninger til det kommende samarbejde med Wyndham og tror samtidig, at det vil styrke kædekraften i Comwell, siger Peter Schelde, koncernchef for Comwell Hotels.

Samarbejdet med Wyndham Hotels & Resorts får ingen betydning for Comwells ejerskab, brand eller service, og hotellerne vil fortsat hedde Comwell. Comwell Aarhus bliver i september en del af Dolce by Wyndham.

Dimitris Manikis, der er administrerende direktør for Wyndham Hotels & Resorts, fortæller, hvorfor Comwell er spændende for et af verdens største hotelbrands:

– Med charmerende arkitektur og design, en spændende kulinarisk scene og en gæstfri befolkning er det ingen overraskelse, at Danmark tiltrækker stadig flere internationale besøgende. Landet har positioneret sig som et voksende center for konferencer og virksomhedsarrangementer, og vi er meget glade for at træde ind på dette attraktive marked med Comwell Hotels.

– Deres solide ekspertise inden for møder, konferencer, koncepter samt deres stolte renommé for at drive hoteller med en usædvanligt høj standard gør dem til et stærkt match for vores Dolce by Wyndham-brand og en perfekt partner til lancering af brandet i Skandinavien, siger Dimitris Manikis.

Comwell Hotels har i alt 14 hoteller i Danmark og to i Sverige. Comwell Hotels har 1.000 fastansatte medarbejdere og havde i 2018 en omsætning på 891 mio. kr. Herhjemme er Comwell Hotels kendt for deres store arbejde med bæredygtighed.

Share.

About Author

Comments are closed.