Annons:

Undersøgelse af Boeing-fly breder sig efter opsigtsvækkende problemer

Også i EU skal Boeing 737 MAX-9-fly undersøges, efter at et fly af typen mistede vinduet under en flyvning.

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) adopterer den amerikanske luftfartsmyndighed FAA’s “inspektionsordre” vedrørende Boeings 737 MAX 9-fly.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag.

EASA har ikke på dets egen hjemmeside bekræftet, at man også i EU skal have fly af typen under luppen.

Det står dermed heller ikke umiddelbart klart, hvor vidtgående ordren er.

Reuters nævner ikke, om ordren betyder, at fly af den bestemte type nødvendigvis skal parkeres, indtil de bliver undersøgt for fejl.

Tidligt søndag morgen lyder det fra Turkish Airlines, at man trækker syv fly af typen ud af tjeneste, mens de undersøges.

Tyrkiet, hvor Turkish Airlines har hjemme, er ikke medlem af EU, men er partnerland med EASA.

SAS oplyser til TV 2, at selskabet ikke har Boeing 737 MAX 9-fly som en del af deres flåde.

Midlertidigt flyveforbud

Undersøgelserne i USA er sat i værk, efter at et vindue og dele af væggen på et Boeing-fly fredag aften blev blæst ud under en flyvning mellem de amerikanske delstater Oregon og Californien.

På grund af hændelsen har den amerikanske luftfartsmyndighed FAA udstedt et midlertidigt flyveforbud for 171 Boeing-fly af typen 737 MAX 9.

De 171 Boeing-fly skal undersøges for mulige tekniske fejl eller mangler, før de kan komme på vingerne igen.

Ved uheldet fredag blev et vinduesparti blæst ud, kort efter at et Boeing 737 MAX 9-fly var lettet fra Portland i Oregon.

Det havde kurs mod byen Ontario i Californien og befandt sig ifølge Reuters på dét tidspunkt i 4800 meters højde. Tilbage var et stort hul i skroget.

171 personer var om bord på flyet, som blev fløjet af Alaska Airlines. Flyets seks mand store besætning iværksatte en nødlanding, og efter 20 minutter var det beskadigede fly tilbage på landjorden.

Ingen personer kom til skade ved episoden.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.