De seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik giver et overblik over hotelovernatningerne i juli måned – og det er god læsning for hotelbranchen.
Tallene viser nemlig, at der i juli 2024 har været 2,38 millioner hotelovernatninger, hvilket svarer til en stigning på 2,4 procent sammenlignet med juli sidste år. Det skyldes særligt en stigning i antallet af udenlandske overnatninger. For der har aldrig været så mange overnattende udenlandske gæster, som i juli i år.
De udenlandske overnatninger vokser med 7,7 procent sammenlignet med sidste år, hvor kineserne, tyskerne, briterne, amerikanerne og polakkerne i høj grad driver den positive udvikling. Det vidner om, at et fokus på turismeudvikling betaler sig, mener HORESTA.
”De udenlandske turister har virkelig fået øjnene op for de mange fantastiske destinationer herhjemme. Rejselysten er i den grad vendt tilbage og det er skønt, at Danmark har manifesteret sig som top-of-mind destination.
Vi er i hård konkurrence om turisterne med resten af verden og vi kan se, at markedsføringen af Danmark og det øgede fokus på bæredygtig turismeudvikling betaler sig,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadministrerende direktør i HORESTA.
Vækst i kapacitetsudnyttelse, men stadig under 2019
Kapacitetsudnyttelsen er på landsplan 2,0 procentpoint højere i juni 2024 end sidste år. Region Sjælland oplever med en vækst på 4,6 procentpoint den største stigning tæt forfulgt af Region Midtjylland med en fremgang på 4,5 procentpoint i forhold til 2023. Kapacitetsudnyttelsen ligger dog fortsat under niveauet i 2019. Med en samlet kapacitetsudnyttelse på 69,25 procent i 2024 er der stadig et stykke vej op til de 72,82 procent for 2019.