Annons:

TUI tilføjer ”Thailands Maldiverne”

Rejsebureauet TUI tilføjer øen Koh Lipe i Thailand til sin portefølje over destinationer.

Thailands fortsatte popularitet blandt danske feriegæster i vinterperioden har fået TUI til at udvide og tilføje Koh Lipe, som, ifølge rejsebureauet, bliver kaldt for ”Thailands svar på Maldiverne”.

Tilføjelsen af den thailandske ferieø skyldes, at danskerne i stigende tendens efterspørger mere autenticitet, fortæller Mikkel Hansen, pressechef for TUI Danmark:

– Vi ser rigtig mange af vores gæster, som begynder at vælge Krabi fremfor Phuket. Det kan der være mange årsager til, men nævneværdigt for forskellen på de to områder er, at Krabi tilbyder et mere autentisk indblik i Thailand, hvor Phuket er et mere turistet og etableret område, siger Mikkel Hansen.

For at komme til Koh Lipe skal man først flyve til Krabi og derefter indstille en del transporttid til den fjerntliggende ø. Koh Lipe måler små to kilometer på tværs. Udsigten præges af de omkringliggende småøer og koralrev, mens gangstier binder øen sammen.

– Koh Lipe har alt det, flere af vores gæster lige nu efterspørger. Total afkobling fra hverdagen og bekymringsfrie omgivelser. Det er vi glade for at kunne tilbyde vores gæster, siger Mikkel Hansen.

Alle TUI’s flyvninger til Thailand denne vinter bliver med Boeing 787 Dreamliner.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.