Mange ferierejsende rejser for varmen og solen. Desværre oplever enkelte, at 30 grader og fuld sol erstattes af vådt vejr i timer eller sågar dage på deres ferie. Men det kan der nu gøres noget ved.
Hos rejseselskabet TUI er de nemlig gået sammen med Sensible Weather om at lancere en vejrgaranti, der automatisk kompenserer selskabets gæster økonomisk, hvis det regner på deres ferie. Vejrgarantien er i første omgang lanceret i Sverige og forventes lanceret i Danmark senere.
”Vi kan ikke påvirke vejret på vores rejsemål, men med denne vejrgaranti kan vores gæster have en god ferie, selvom det regner. Erstatningen betales samme dag, hvilket giver vores gæster mulighed for at bruge tiden på aktiviteter, hvor regnen ikke er en hæmsko. Det kan for eksempel være museumsbesøg eller shoppingtur,” siger Tommy Serban, kommerciel direktør hos TUI.
Sådan fungerer det
Vejrgarantien kan tilkøbes som en forsikring inden afrejse. Prisen afhænger af vejrprognosen for hotellets beliggenhed. En prognose for regn på 1,5 mm. per time eller mere, i mindst to timer, aktiverer garantien automatisk og giver en udbetaling samme dag. Erstatningens størrelse er baseret på totalprisen for rejsen.