Store, voldsomme demonstrationer har påvirket hele turismen i Hong Kong, og det oplever lufthavnen Hong Kong International Airport også i særdeleshed, hvor der har været den største tilbagegang i antallet af passagerer i over 10 år.
Lidt over fem millioner passagerer gik igennem Hong Kong International Airport i november – 16,2 procent mindre end for et år siden. Det er det største passagertab i over ti år, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.
I løbet af årets første elleve måneder håndterede lufthavnen i alt 65,8 millioner passagerer. Det er et fald på 3,4 procent sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.
Tilbagegangen skyldes, at Hong Kong siden juni har været rystet af voldelige protester fra demonstranter. En dag i august bevægede omkring 5.000 demonstranter sig ind i passagerterminalen, hvor lufthavnen måtte aflyse alle afgange. Demonstrationerne i lufthavnen stod på i flere dage i træk.