Priserne på flybrændstof har de sidste par måneder bevæget sig i opadgående retning, og det kan komme til at smitte af på billetpriserne i den kommende tid, skriver Financial Times.
Således har prisen på jetfuel været på vej op siden lavpunktet i foråret og er nu oppe i 130 dollar, svarende til 910 kr., per tønde. Prisen har således ikke været højere siden januar 2023.
Grunden til prisstigninger skal findes i de stigende oliepriser, som lige nu har ramt årets højdepunkt – blandt andet som følge af en begrænset eksport fra Saudi Arabien og Rusland.
Ifølge Finnairs topchef, Topi Manner, vil det få flyselskaberne til at hæve billetpriserne. Hans vurdering er baseret på, at det har været det greb, flyselskaberne historisk set er gået til, når brændstofprisen når et ”meget højt niveau”.
”Når brændstofpriserne er høje, så må billetpriserne selvfølgelig også reflektere det,” siger Topi Manner til Financial Times.
Også Andrew Lobbenberg, som er luftfartsanalytiker fra Barclays, forventer højere priser på flybilletter i Europa.
Værre står det dog til i USA. Det skyldes, at flyselskaberne her ikke har samme tradition for at hedge brændstof – hvor man indkøber brændstoffet på forhånd til en bestemt pris – som de europæiske flyselskaber har. Det betød blandt andet, at Delta og American Airlines i sidste uge måtte sænke deres forventninger til tredje kvartal på baggrund af brændstofprisen.
De europæiske flyselskaber har hedget mellem 60 og 80 pct. af deres forventede brændstofforbrug for fjerde kvartal i år og mellem 16 og 45 pct. af det forventede forbrug i 2024, lyder det fra Barclays.