Det er regeringen og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, der har indgået en politisk aftale om, at den danske stat kan erhverve aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S.
Og aftalen glæder finansminister Nicolai Wammen. Det siger han i en pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside.
– Jeg er meget glad for, at vi med den politiske aftale tager ansvar for at understøtte gode rammer for udviklingen i Københavns Lufthavn. Jeg er også meget glad for, at staten med købsaftalen med ATP igen får mulighed for at opnå en endnu større rolle i ejerskabet af Københavns Lufthavn end i dag, siger finansminister Nicolai Wammen.
– Dermed fremtidssikrer vi, at lufthavnen også i fremtiden har en ansvarlig og langsigtet ejerkreds, og vi sikrer gode rammer for, at lufthavnen som central dansk infrastruktur og en af Danmarks største arbejdspladser også i fremtiden bidrager positivt til den danske økonomi, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser.