Rejsearrangøren Spies vil klimakompensere for CO2-udslippet på alle deres flyrejser som den første større rejsearrangør.
Fra den 29. april vil Spies kompensere for udslippet fra alle deres 1,5 millioner nordiske kunders flyrejser.
Spies har selv flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, men kompensationen gælder også for flyrejserne fra andre selskaber, som er bestilt gennem Spies.
– Vi vil gøre det nemt for vores gæster at gøre deres ferierejse mere bæredygtig, og vi har derfor valgt at kompensere for samtlige gæsters flyrejser. Turisme sikrer mange arbejdspladser verden over og er samtidig med til at muliggøre mødet mellem forskellige kulturer, men rejser påvirker også udslippet af drivhusgasser, siger Magnus Wikner, koncernchef for Thomas Cook Northern Europe.
– Vores primære fokus er naturligvis fortsat at mindske vores udslip, og nu tager vi endnu et skridt mod at blive et klimaneutralt selskab og kompenserer for de udslip, som vi stadig ikke kan undgå, siger han.
Spies klimakompenserer ved at investere i projekter, som reducerer udslip af drivhusgasser og bidrager positivt til påvirkningen på mennesker og lokalsamfund, skriver Spies i en pressemeddelelse.
Derudover har projekterne fokus på rent vand i Østafrika og Gambia, vandkraftværker i Sri Lanka, vindkraft i Tyrkiet og Indien og også på et træplantningsprojekt i Spanien. De forventer, at projekterne når ud til mere end 125.000 mennesker.
Projekterne er i samarbejde med Natural Capital Partner (NCP), som er verdensførende inden for CO2-reduktion. Projekterne er certificerede og opfylder alle kriterier fra FN’s Clean Development Mechanism (CDM) eller Gold Standard, som er en kvalitetsstandard fra WWF.