Når rejsende fremover lander i Billund Lufthavn, kan de nu hente deres lejebil mere direkte. Det sker, efter at biludlejningsvirksomheden SIXT som først biludlejer i lufthavnen har introduceret deres nye Fast Track Premium-løsning, der giver rejsende adgang til en permanent og døgnåben afhentningsservice i parkeringshuset lige på den anden side af vejen fra ankomsthallen. Fremgår det af en pressemeddelelse fra selskabet.
Den nye løsning betyder, at kunderne kan springe køen over og ikke længere skal bekymre sig om flyforsinkelser eller åbningstider. Nøglerne til bilen udleveres døgnet rundt af personalet i parkeringshuset, og bilen holder klar – uanset hvornår man lander. Løsningen er en del af SIXTs løbende indsats for at optimere kundeoplevelsen:
“Vi ved, at tid og fleksibilitet er altafgørende for vores kunder. Det gælder særligt i lufthavne, hvor man gerne vil hurtigt videre. Vi har allerede haft stor succes med en lignende løsning i Københavns Lufthavn, og derfor giver det kun god mening at udvide konceptet til Billund,” siger Henrik Isaksen, adm. direktør i SIXT Danmark.
Hurtigere ud af lufthavnen
I oktober 2024 åbnede Billund Lufthavn deres nye center for biludlejning, hvilket allerede har sat sine aftryk i kundetilfredsheden:
“Vi kan tydeligt mærke, at kunderne sætter pris på det nye setup, og for at optimere det endnu mere introducerer vi vores Fast Track Premium-løsning. Vi har mange kunder, der lander i alt fra tidlig morgen til sen aften, hvilket gælder både ferierejsende og erhvervsfolk med stramme tidsplaner. I Billund handler det ofte om at komme hurtigt videre, og her vil vores nye initiativ gøre en kæmpe forskel,” siger Edwin Apel, filialchef, SIXT Billund Lufthavn.