Annons:

Singapore Airlines indgår partnerskab med den danske tostjernede Michelin-restaurant AOC

Singapore Airlines (SIA) indgår eksklusivt samarbejde med den danske tostjernede Michelin-restaurant AOC, der har udviklet en 2-retters menu til flyselskabets business class-passagerer.

Den første menu fra AOC bliver serveret ombord på Singapore Airlines’ fly mellem København og Singapore fra den 1. juli 2024.

København er kendt som Nordens gastronomiske hovedstad, og et nyt partnerskab mellem verdens mest prisvindende flyselskab, Singapore Airlines, og den hæderkronede københavnske Michelin-restaurant AOC skal tage dansk gastronomi til nye højder.

Singapore Airlines’ business class-passagerer med afrejse fra København kan fra den 1. juli 2024 nyde en 2-retters menu bestående af en forret og en hovedret af lokale sæsonbetonede råvarer, der er skræddersyet og kreeret af AOC’s erfarne køkkenchef, Søren Selin.

ForretHummer med tomater. Hyben, butternut squash og krondild.

Hovedret: Havtaske med variation af danske kartofler. Muslinge-beurre blancørredrogn og løgblomster.

”AOC er en af Nordens ypperste restauranter, og deres fokus på lokale råvarer og ophøjede madoplevelser passer perfekt med Singapore Airlines’ dedikation til kulinarisk ekspertise og høje kvalitetskrav. Vi ønsker altid at give vores kunder en unik og helstøbt rejseoplevelse, og jeg glæder mig til at præsentere AOC’s menu for passagererne og give dem en lokal madoplevelse i absolut topklasse,” siger Jagdish Bhojwani, General Manager for Singapore Airlines i Norden.

AOC ser ligeledes partnerskabet med SIA som et topmatch:

”Singapore Airlines er et førsteklasses brand, vi kan associere os med, og det er en sjov og lærerig udfordring at lave flymad. Vi ønsker begge at skabe sanselige helhedsoplevelser med vores mad- og flyoplevelser, og partnerskabets synergieffekt er stor,” siger køkkenchef Søren Selin.

AOC i luften

AOC har udviklet menuen eksklusivt til Singapore Airlines og selvom processen med at skabe flymad er ny og anderledes, har det været vigtigt for restaurantens erfarne køkkenchef, at restaurantens smag og udseende kan genkendes selv i 10.000 meters højde.

”Sæsonens lokale råvarer, sanselighed, god smag og æstetik kendetegner maden på AOC, og for mig er det vigtigt at bibeholde dette i flymenuen. De rejsende skal kunne mærke, det er AOC’s mad, de får serveret. Det har været en udfordring, der har krævet mange justeringer og overvejelser, inden vi ramte plet,” fortæller køkkenchef, Søren Selin, der kalder retterne for et bombardement af gode lokale smage.

Alt smager anderledes i luften  

Når vi kommer op i de højere luftlag, reduceres smags- og lugtesansen markant, og der en lang række praktiske forhold at tage højde for, når der laves mad til et fly. Flymad skal for eksempel kunne tilberedes flere timer før afrejse og opvarmes ombord, og samtidig er der en række hygiejne- og sikkerhedskrav, der vanskeliggør processen.

SIA og AOC’s lokale gourmetmenu var da heller ikke blevet en realitet uden tæt sparring og vejledning fra flycateringvirksomheden Gate Gourmet, der har bidraget med sin store ekspertviden på området.

”Et flykøkken har langtfra samme fleksibilitet som et restaurantkøkken, og faktorer som kabinetryk og flystøj påvirker vores smagssans – mad smager ikke ens på landjorden og i luften. Gennem de seneste måneder har vi sammen med AOC eksperimenteret med forskellige metoder og givet input til at tilpasse retterne til flyforholdene uden at gå på kompromis med kvaliteten,” siger Morten Tøfting Pedersen, køkkenchef hos Gate Gourmet.  

Singapore Airlines’ europæiske cateringchef, der er ansvarlig for, at flyselskabets høje krav og standarder for sikkerhed, design og kvalitet efterleves i alle serveringer om bord, har desuden testet og prøvesmagt AOC’s retter.

”Jeg har i flere omgange været i København og sammen med Søren Selin og hans dygtige kokketeam, gennemgået retternes ingredienser, designet og ikke mindst smagene. Jeg er dybt imponeret og glæder mig over, at vi til sommer kan servere denne exceptionelle flymenu for vores passagerer, skabt af en dansk tostjernet Michelin-kok,” udtaler Ben Kuang, europæisk cateringchef for Singapore Airlines.

AOC’s og SIA’s sommermenu bliver serveret første gang den 1. juli 2024, hvor flyselskabet er tilbage med daglige afgange mellem København og Singapore. Menuen serveres i en tremåneders periode, og herefter er det planen, at Søren Selin og AOC skal skabe en ny sæsonbestemt flymenu til Singapore Airlines’ business class-passagerer.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.