Annons:

”SAS skal ikke være det ringeste sted at være pilot”

Formanden for den danske pilotforening, Henrik Thyregod, synes ikke piloterne stiller med urimelige krav i de overenskomstforhandlinger med SAS; der brød sammen fredag morgen.

Ifølge Thyregod er der tale om ”fuldstændigt rimelige krav”, som pilotformanden, i korte træk, opgør således:

Piloterne ønsker først og fremmest en forbedring af ”tjenstliggørelsesforholdene”, altså deres arbejdstider. Ifølge Henrik Thyregod kan en SAS-pilot skulle arbejde syv weekender i træk, og kender først sit arbejdsskema med 14 dages varsel. Her vil SAS-piloterne, ifølge Thyregod, have ”samme gode vilkår som andre lavprisselskaber på København”, hvor piloterne arbejder i fem dage, efterfulgt af fire dages fri.

SAS-piloterne ønsker derudover markante lønforhøjelser, blandt andet med henvisning til den løntilbageholdenhed man siger, man har udvist i de seneste år.

Hos modparten, SAS, er der dog ikke meget der tyder på, at piloterne får opfyldt deres krav foreløbig. Det var således SAS-forhandlerne, der her til morgen ikke ønskede en udsættelse af konflikten i Forligsinstitutionen, og selskabets pressetalsmand, Mariam Skovfoged, udtalte i går på TV, at SAS-piloternes krav var ”skyhøje” og ville være ”ødelæggende” for flyselskabets fremtidsudsigter.

Ifølge SAS har en pilot i selskabet i dag en gennemsnitsløn på 995.000 danske kr. om året. Hertil kommer pension og diverse tillæg.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.