Op til den årlige generalforsamling i næste uge foreslår den såkaldte Nomination Committee i SAS en tidligere Austrian-topchef som nyt bestyrelsesmedlem.
Det er tyske Kay Kratky (60), der er på vej ind i det skandinaviske flyselskabs bestyrelse. Kratky, der fra 2015-2018 var CEO i Austrian Airlines, startede karrieren som styrmand i Lufthansa, blev senere kaptajn samme sted og endte som COO i det tyske flyselskab.
Kratky har, siden sin pensionering sidste år, især beskæftiget sig med bestyrelsesarbejde i virksomheder, der arbejder for mere klimavenlig flytransport. Han er således i dag direktør i organisationen Aviation Initiative for Renewable Energy in Germany, formand for bestyrelsen i Caphenia, der producerer klimavenlig fuel, og medlem af bestyrelsen for Austrian Aviation Association.