Annons:

SAS er truet med sanktioner – mistænkt for at have tanket russisk flybrændstof

SAS-fly kan være blevet tanket op med russisk brændstof på trods af de nuværende sanktioner mod Rusland. SAS vil nu undersøge sagen.

Udmeldingen kommer, efter at Danwatch og Ekstra Bladet har inspiceret et russisk-ejet raffinaderi i Indien, der sender brændstof til Europa.

SAS’ brændstofleverandører skal nu forklare selskabet, om de har bidraget til at omgå de sanktioner mod russisk olieeksport, der har været på plads siden februar 2022.

“SAS accepterer ikke handel med sanktionerede parter eller produkter, og vi kræver, at vores leverandører overholder de sanktioner, der er vedtaget,” siger SAS pressechef Alexandra Lindgren i et skriftligt svar til mediet.

Det russiske brændstof kommer til Europa fra energiselskabet Nayara Energy i Indien. Selskabet er russisk ejet og har forbindelser til Kreml gennem olieselskabet Rosneft, hvor den russiske stat er majoritetsejer.

Ved at importere russisk brændstof og raffinere det i Indien, bliver slutproduktet teknisk set indisk, og det er dermed ikke ulovligt at importere. Eksperter, som Danwatch har talt med, understreger dog, at tilgangen modvirker sanktionerne.

Jacob Dahl Rendtorff, professor i forretningsetik ved Roskilde Universitet, mener, at SAS tidligere burde have været opmærksomme på deres leverandørers aktiviteter.

“Man skal have ansvar i hele forsyningskæden, og ikke kun det første led,” siger han til Danwatch.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.