Annons:

Restaurant med friskt tiltag: Byt din telefon for en flaske vin

På en nyåbnet restaurant i Verona i Italien er ejerne angiveligt blevet trætte af gæster, der sidder med snuden i mobilen.

Derfor har restauranten, Al Condominio, fundet på et tiltag, der forhåbentlig kan få de besøgende til at have en mere analog oplevelse.

Det skriver The Guardian.

Besøger man restauranten, får man nemlig tilbudt muligheden for låse sin telefon inde i en boks, der findes ved indgangen til restauranten. Tager man imod tilbuddet, bliver telefonen liggende i æsken, imens man som gæst nyder et måltid mad på stedet.

Kan man klare at holde midlertidig afstand til lommecomputeren, tilbyder restauranten til gengæld en særlig gulerod til de gæster, der kan komme igennem restaurantbesøget uden teknologiske afbrydelser.

Viser man tjeneren, at man er i besiddelse af en nøgle til en af telefonkasserne, får man nemlig en flaske vin på husets regning.

»Vi ville gerne åbne en restaurant, der skilte sig ud fra mængden. Så vi valgte det her format. Kunderne kan vælge at fraskrive sig teknologien, imens de nyder et gemytligt øjeblik sammen,« lyder det fra restaurantens ejer, Angelo Lella, der i samme ombæring udtaler, at han ser på folks telefonbrug som et problem:

»Teknologi er ved at blive et problem. Der er ingen grund til at kigge på sin telefon hvert femte sekund, men for mange er det ligesom et rusmiddel. På den her måde har de en mulighed for at lægge det fra sig og drikke noget god vin,« siger han til The Guardian.

Til avisen udtaler restaurantejeren, at modtagelsen af konceptet har været ‘meget positiv’, og at 90 procent af restaurantens gæster vælger at lade deres telefon låse inde til gengæld for den gratis flaske vin.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.