Annons:

Regionale rejsevejledninger klar fra december

Fra starten af december bliver Udenrigsministeriets rejsevejledninger regionale.

Udenrigsministeriet indfører fra begyndelsen af december en regional model for de udskældte, nationale rejsevejledninger for rejser til EU- og Schengen-lande. Dermed efterkommer myndighederne et af rejsebranchens store ønsker; Med regionale rejsevejledninger vurderer branchen nemlig, at det vil være muligt at sælge ferierejser til europæiske lande, hvor en bestemt region har et lavere smittetryk end det generelle smittetryk for hele det pågældende land.

Indtil nu har Udenrigsministeriet afvist, at regionale rejsevejledninger kunne laves, fordi det datamateriale, som ligger til grund for de ugentligt opdaterede vejledninger, ikke var af tilstrækkeligt god kvalitet. Men det er tilsyneladende ikke længere tilfældet. I en pressemeddelelse skriver Udenrigsminister Jeppe Kofoed således, at ”med de nye testdata fra ECDC kan vi fremover lave en markant mere finmasket rejsevejledning, end vi kender i dag. Det giver os mulighed for at holde lav-smitte-regioner åbne, forudsat at landene leverer de her nødvendige sundheds- og testdata. Tilsvarende kan vi nu med større præcision gå ind og lukke ned for regioner med højere smitte. Det vigtigste hensyn vil fortsat være danskernes sundhed, sikkerhed og tryghed. Pandemien raser stadig globalt og i Europa, og det er rejsevejledningerne en afspejling af”.

Kofoed understreger dog i samme pressemeddelelse, at som smittetrykket for øjeblikket ser ud i Europa, vil indførelsen af de regionale rejsevejledninger ikke føre til, at der bliver åbnet for nogen europæiske regioner: ”Jeg må samtidig understrege, at smitteniveauet i Europa stadig er foruroligende højt og der vil, på grund af det høje smittetryk og fortsat manglende data for en række lande, ikke umiddelbart være regioner der nu åbner op. Derfor skal det her ses som en fremtidssikring af modellen for rejsevejledningerne”.

Skillelinjen for, hvornår et EU- eller Schengen-land skifter fra ”gul” til ”orange” i de kommende, regionale rejsevejledninger, vil være uforandret, nemlig højest 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

I Danmarks Rejsebureau Forening glæder direktør Lars Thykier sig over Udenrigsministeriets initiativ, og siger: ” Jeg er virkelig glad for, at Udenrigsministeriet endelig har lyttet til os i branchen og nu vil begynde at lave de regionale rejsevejledninger, vi har ønsket meget længe. Det er et lille skridt på vejen mod lidt mere normale tilstande”.

Thykiers glæde over ændringen får ham dog ikke til helt at lette: ”Det er jo ikke sådan, at fordi vi nu får opfyldt vores ønske om lidt mere fleksible rejsevejledninger, så kan branchen rejse sig som en anden Fugl Fønix af asken på et par uger. Langt fra. Efter gårsdagens høring om oplevelsesøkonomiens store problemer, tror jeg ikke der er nogen politikere, der er i tvivl om, at branchen stadig lider og kommer til at lide i mange måneder fremover. Så hvis den resterende del af rejsebranchen skal overleve krisen, er det af helt afgørende betydning, at indførelse af regionale rejsevejledninger bliver fulgt op af en brugbar hjælpepakke, der løber frem til sommeren 2021 med fuld dækning af faste omkostninger – herunder lønninger – samt en mulighed for at gå i dvale”, siger DRF-direktøren i en kommentar til indførelsen af de nye, regionale rejsevejledninger.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.