Det er ”fuldstændig afgørende” for danskernes rejselyst, at Udenrigsministeriet begynder at udarbejde regionale rejsevejledninger med det samme. Sådan lyder budskabet fra Danmarks Rejsebureau Forening. Ministeriet har igen sat flere hele lande på ”den sorte liste”, selvom der – ifølge rejsebureauforeningen – er tale om lande med højt smittetryk i enkelte storbyer mens resten af landet har lave eller meget lave smittetryk.
Torsdag blev Ungarn, Schweiz, Holland, Østrig og Portugal ”orange” i Udenrigsministeriets ugentlige opdatering af rejsevejledninger. Og DRF opfordrer derfor igen til politisk handling som sikrer bureuernes forretningsgrundlag.
”Med regionale rejsevejledninger kunne rejsebureauerne i stor udstrækning have undgået at skulle aflyse rejser og igen skuffe deres gæster med meget kort varsel. Vi har meget svært ved at forstå, at man ikke vil lade danske rejsende tage til andre områder af et ellers ”lukket land”, hvis sundhedsforholdene i øvrigt taler for det. Der er langt fra Nord- til Sydspanien, og de nationale forskelle er enorme”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.
Han tilføjer at andre EU-lande laver regionale vejledninger, og mener, at det udfordrer erhvervets eksistensgrundlag, at man i Danmark fastholder den nuværende model.
Landespecifikke rejsevejledninger giver nemlig ikke blot indtrykket af, at det er usikkert at gennemføre rejser de kommende uger. Forbrugerne har også trukket i håndbremsen med bestilling af rejser på den længere bane.
”Det danske smittetryk er på niveau med rigtig mange lande, og vi er af den opfattelse, at vi skal give forbrugerne noget af deres frihed tilbage. I stedet bør skal man fra myndighedernes side sørge for, at der er et stærkt testapparat til dem, der lander i lufthavnen, og nogle klare procedurer for, hvordan man skal forholde sig, indtil der foreligger et svar, dvs. helt det samme oplæg der i dag gælder for erhvervsrejser”, siger Lars Thykier.