Ved at tage flyverettighederne til Den Sibirske Korridor ind i den nye regeringsplatform håber Norwegian på at give Finnair konkurrence på det hurtigt voksende asiatiske marked.
De fire regeringspartier i Norge vil, ifølge hjemmesiden flysmart24, søge om samarbejde med Rusland om flyverettigheder. Det bliver første gang sagen prioriteres af en regering.
I mere end 60 år har kun SAS af de skandinaviske flyselskaber haft mulighed for at bruge den trans-sibiriske rute. Et efterslæb siden Den Kolde Krig, ifølge Bjørn Kjos:
– Det var okay i opbygningsperioden efter krigen, men vi er færdige med den, sagde han til NTB i 2017.
Norwegian har i flere år arbejdet på at få en ordning på plads. Den såkaldte Sibir-korridor er den korteste strækning mellem Europa og Asien, og Norwegian har flere gange talt om mulighederne for direkte flyvninger til Kina, Sydkorea, Hongkong, Pakistan og Indien fra Skandinavien.
I dag er det kun Finnair af de nordiske lande, der flyver gennem korridoren. Det finske flyselskab har i øjeblikket 19 ruter til det asiatiske marked, der udgør hovedsatsningen for virksomheden.
Det ønsker Norwegian også at tage del i. I dag er det norske lavprisflyselskab næststørst i Helsinki Lufthavn med en procentdel på 20 mod Finnairs 50.
Men i modsætning til Finnair vil Norwegians engagement fra den finske hovedstad kun være et forspil sammenlignet med de muligheder, der ligger i direkte flyvninger fra de andre lufthavne i Europa.
Til branchemediet Flysmart24 udtrykker Norwegians kommunikationschef, Lasse Sandaker-Nielsen, stor glæde over, at regeringen nu forhåbentlig træder ind:
– Vi er meget glade for, at regeringen ser værdien af øget trafik mellem Norge og Asien, både for eksportindustrien og turismen i hele landet, siger Lasse Sandaker-Nielsen.
I mellemtiden vil Finnair fortsætte med at investere uforstyrret. Efter politiske samtaler for næsten to år siden udvidede Finnair sine rettigheder for ugentlige antal flyvninger fra 65 til 80.