Annons:

Scandlines investerer i grøn teknologi

Scandlines’ erfaringer fra over et år med et Norsepower rotorsejl på hybridfærgen M/F Copenhagen er så gode, at Scandlines har forberedt søsterfærgen M/F Berlin til et rotorsejl.

Da Scandlines i 2019 tog beslutningen om at installere et Norsepower rotorsejl på hybridfærgen M/F Copenhagen, var det på baggrund af tekniske data fra producenten Norsepower Oy Ltd, få andre rederiers erfaringer samt egne undersøgelser og beregninger. Rotorsejlet fra Norsepower blev installeret i maj 2020. Nu har Scandlines haft over et år til at samle data, om hvordan rotorsejlet virker på Copenhagen, og hvilken effekt det giver på netop ruten mellem Gedser i nord og Rostock i syd.

”Vores forventning var, at rotorsejlet på Copenhagen ville give fire til fem procent CO2-reduktion. Den forventning er indfriet, så nu er vi klar til at tage næste skridt og har derfor forberedt søsterfærgen Berlin til også at få et sejl,” siger Scandlines’ COO Michael Guldmann Petersen.

Også M/F Berlin betjener ruten mellem Gedser og Rostock. Ruten ligger perfekt til at opfylde det krav, der giver størst udbytte af sejlet til fremdrift, nemlig at vinden skal komme vinkelret på sejlet.

”Vores rute over Østersøen er nord-sydgående, og vinden kommer fortrinsvis fra vest eller øst. Altså har vores rotorsejl optimale forhold,” lyder det fra en tilfreds driftschef.

Flere af Scandlines’ andre grønne tiltag på vejen mod emissionsfrie færger er ikke synlige for omverdenen, da de ligger under vandoverfladen. Et rotorsejl, der rager 30 meter op i luften, er derimod et meget tydeligt signal om en grøn vision.

”Der har generelt været meget stor interesse for rotorsejlet – og i starten også forundring blandt passagererne over, hvad det var for en ”skorsten”. Så det meste af besætningen er nu mestre i tekniske forklaringer, der kan forstås,” siger Michael Guldmann Petersen.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.