Grænsekontrollens systemer i Storbritanniens lufthavne er natten til onsdag oppe at køre igen, efter at det tirsdag aften gik ned og skabte kaos i blandt andet Londons største lufthavn, Heathrow.
Det oplyser netop Heathrow Lufthavn ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på aftenen lød det fra Heathrow Lufthavn og Stansted Lufthavn i London samt Manchester Lufthavn, at der var tale om et landsdækkende problem.
– Grænsekontrollen oplever på nuværende tidspunkt landsdækkende problemer, som påvirker passagerer, der skal passere grænsen, lød det ifølge det britiske medie Skye News fra en talsperson for Heathrow lufthavn.
– Vi støtter Border Force for at hjælpe med at løse problemet så hurtigt som muligt. Vi undskylder for enhver påvirkning, dette har på passagerernes rejser, lød det videre fra Heathrow-talspersonen.
En talsperson fra London Gatwick Lufthavn sagde, at “nogle passagerer måske vil opleve forsinkelser på grund af et landsdækkende problem med Storbritanniens Border Force e-gates”
Også Stansted Lufthavn i London sagde, at problemet relaterer sig til de såkaldte e-gates ved paskontrollen.
Stansted Lufthavn har i en erklæring sagt, at den er klar over det landsdækkende problem med grænsekontrollen, som påvirker alle britiske lufthavne”.
En passager i Heathrow Lufthavn sagde ifølge Sky News, at passagererne allerede havde stået i kø i en time, og at køen “kun bliver længere”.