Flyselskabet PLAY har haft en suveræn sommersæson, og august måned er ingen undtagelse. Belægningsgraden i august 2023 var på 88,9 % sammenlignet med 86,9 % i august 2022, mens on-time præstationen lå på hele 90,1 %. På udvalgte destinationer, herunder Prag, Toronto og Barcelona, præsterede PLAY med en belægningsgrad på over 95%.
I august fløj PLAY med 184.926 passagerer, hvilket er en stigning på 70% fra august sidste år, hvor flyselskabettransporterede 108.622 passagerer. Af alle passagerer rejste 22,1% fra Island, 35% rejste til Island, og 42,9% var forbindelsespassagerer (VIA).
Birgir Jónsson, administrerende direktør for PLAY, udtaler: “August var en fremragende driftsmåned for PLAY med en imponerende belægningsgrad og en verdensklasse 90% on-time performance. Vi nærmer os slutningen af sommersæsonen, men det står allerede klart, at vi kan være meget stolte af vores operationelle resultater indtil videre i år.”
Afslører planer om flådeudvidelse
PLAY ser fortsat mange muligheder for at vokse på markedet og arbejder på at udvide sin flåde af fly i de kommende år. Flyselskabet har allerede underskrevet to hensigtserklæringer, der sikrer to helt nye A320neo, som vil blive taget i brug, så de er klar til sommersæsonen 2025. Der er samtidig yderligere forhandlinger i gang om øget kapacitet i 2024 og 2025.
PLAY ser en robust tendens for omsætningen i de kommende efterårs- og vintermåneder med en betydeligt højere belægningsgrad og højere udbytter end året før. Den gennemsnitlige supplerende omsætning fortsætter med at stige og lå 33% højere i august 2023 sammenlignet med 2022. Efterspørgslen fra nøglemarkederne er høj, men PLAY erkender den mulige påvirkning af inflation og øgede leveomkostninger, der kan påvirke efterspørgslen i vintermånederne. Det betyder, at sigtbarheden ind i fjerde kvartal og længere ind i vinteren er relativt lav, som mange flyselskaber verden over kan rapportere.
/ritzau/