Flere af SAS’ piloter er tæt på pensionsalderen, og det vil true flyselskabet de næste år. Til gengæld er nye piloter billigere at ansætte.
Der er gode og dårlige nyheder omkring den store mængde af ældre piloter, der er i SAS. I løbet af de næste ti år kan de forvente rekordstore pensionsafgange blandt deres piloter. Det skriver Dagens Industri.
Efter sigende vil omkring 700 ud af de 1500 piloter, som arbejder i SAS, går på pension i løbet af de næste ti år. Flyselskabet skal kæmpe mod de andre konkurrenter, da der vil være en generel mangel på piloter i flybranchen de kommende år. SAS’ pilotchef, Peter Hyldig, er dog optimistisk trods modgangen:
– De kommende ti år kommer til at være kritiske i forhold til den globale pilotsituation. Heldigvis er SAS i den situation, at mange piloter vælger at søge hos os, siger Peter Hyldig til Dagens Industri.
Den positive nyhed omkring pensionerne er, at de nye medarbejdere modtager mindre end halvt så meget i løn som de nuværende piloter. Det kan give en økonomisk fordel for flyselskabet over de næste år, hvis bare de kan tiltrække nok piloter.
Efter 2021 planlægger SAS at ansætte 100 nye piloter om året. i år vil mellem 70 og 80 gå på pension, og de bliver erstattet af 90 nye styrmænd. Mange af de nyansatte er i 20’erne.
I dag er gennemsnitsalderen på piloter omkring 50 år.