Det skal ikke længere hedde ‘Nordic Choice Hotels’.
Den norske milliardær, Petter Stordalens, hotelkæde skifter nemlig navn til Strawberry, der også er navnet på Stordalens investeringsselskab. Navneændringen træder formelt i kraft i 2023.
Det oplyser Nordic Choice Hotels i en pressemeddelelse.
– Målet er at være den mest spændende turismeaktør i hele Norden, og så skal vi videreudvikle virksomheden. For at markere skiftet skifter virksomheden navn til Strawberry, udtaler milliardæren i den udsendte pressemeddelse.
Nordic Choice Hotels står bag over 200 hoteller fordelt i Norden.
I Danmark er det blandt andet hotellet Villa Copenhagen ved Københavns Hovedbanegård, der er en del af kæden.
Luksushotellet Skt. Petri i København har ligeledes været en del af kæden. Men i 2021 solgte Stordalen luksushotellet med 288 værelser til amerikanske Starwood Capital.
Ifølge det norske dagblad Dagens Næringsliv solgte hotelkongen og hans selskab ‘Strawberry Forever’ hotellet til Starwood Capital for 1,5 milliarder norske kroner, hvilket Det svarede til knap 1,1 milliarder danske kroner.