Annons:

Nyt hotel i Danmark har kun ét værelse

Restauratører i Horsens prøver sig frem som hotelejere i, hvad der måske bliver verdens mindste hotel.

Hotel Møhr i Horsens bliver et hotel med et hotelværelse. Idéen kommer efter, at spisestedet Møhr Steakhouse kunne overtage lokalerne over restauranten:

– Vi havde nogle kvadratmeter, vi skulle udnytte, og vi syntes, det kunne være sjovt at lave et hotel. Vi vil gerne tilbyde vores gæster en ekstra oplevelse, men værelset er ikke forbeholdt gæster, siger medejer af Hotel Møhr Eoin Magill til TV2 ØSTJYLLAND.

Det handler om at snuse til hotelbranchen
Værelset er 60 kvadratmeter stort. En overnatning, hvor der er plads til fire sovende, koster 900 kr. pr. overnatning. Medejeren Eoin Maill understreger, at hotellet er et seriøst tiltag fra restauratørerne. Han afviser ikke, at der kommer flere værelser til hotellet i fremtiden:

– Det er seriøst, og for os handler det lige så meget om at snuse til hotelbranchen. Vi starter i det små, og det kan snildt tænkes, at der kommer flere værelser i en anden bygning, siger Eoin Magill til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan ikke betale sig
I Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, tror medlemschefen, Nadeem Wasi, ikke at hotelkonceptet kommer til at kunne betale sig:

– Isoleret set kan man ikke drive et hotel med ét værelse til 900 kroner per overnatning. Ud fra en driftsøkonomi kan du ikke tilbyde de services, man normalt vil forvente på et hotel, for de penge, siger Nadeem Wasi.

Hotel Møhr har i alt fire medejere.

 

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.