Restaurantpersonale er den faggruppe i Sverige med den største andel af symptomer på alkoholmisbrug blandt 22 undersøgte professioner.
Det viser en ny undersøgelse fra CAN og Systembolaget.
– De er også blandt dem, der drikker mest, og som normalt drikker store mængder på én gang, siger Isabella Gripe.
Hun er forsker ved CAN, Centralforeningen for Alkohol- og Narkotikainformation, og en af rapportens forfattere.
– Restaurantpersonalet ligger på tredjepladsen, når det kommer til mængden af alkohol og på fjerdepladsen, når det kommer til massiv drikning. De er også gruppen med det højeste niveau af afhængighedssymptomer, siger Isabella Gripe til Hotellrevyn.
Værst i klassen er dog direktører
Undersøgelsen viser, at ledere generelt og administrerende direktører i særdeleshed drikker mest. De administrerende direktører i undersøgelsen angiver et gennemsnitligt forbrug på 26 genstande om måneden, og knap seks ud af ti indtager intensivt alkohol mindst én gang om måneden.
Også faggruppen “Tømrere, murere og bygningsarbejdere” ligger højt med et gennemsnit på godt 24 genstande om måneden og næsten halvdelen er stordrikkere. Det laveste forbrug rapporteres af personer, der arbejder i sundhedsvæsenet og skoler.