Tyfonen har bevæget sig langsomt fra Stillehavet og ramt land i Wakayama-regionen syd for storbyerne Kobe, Osaka og Kyoto. Den bevæger sig mod nordvest med en hastighed på omkring 15 kilometer i timen og med vindhastigheder på 45 meter i sekundet. Stormen har bragt kraftige vinde og store mængder nedbør over store dele af det vestlige og centrale Japan.
Titusindvis af husstande har mistet strømmen, og 240.000 mennesker er blevet bedt om at komme i sikkerhed. Myndighederne har udstedt advarsler om oversvømmelser og jordskred, og der er opstået nogle tornadoer. Der er oprettet evakueringscentre i elleve regioner.
Ud over hundredvis af aflyste flyafgange er også snesevis af tog blevet aflyst, og stormen har ført til, at flere veje har måttet lukkes.
I løbet af de næste 24 timer forventes der omkring 350 millimeter regn i Tokai-regionen, næsten tre gange så meget som regionen normalt modtager i hele august måned.