Annons:

Ny profil skal styrke Københavns Lufthavnes fokus på samfundsansvar

For at styrke indsatsen på samfundsansvaret ansætter Københavns Lufthavne nu en ny profil i en nyoprettet stilling.

Marie Louise Hansen bliver ny chef for Corporate Responsibility i Københavns Lufthavne fra den 11. juni.

– Københavns Lufthavne er en stor virksomhed, der med sine mange samarbejdspartnere har en hel unik mulighed for at samarbejde med flyselskaberne og resten af branchen om at flytte branchen i en mere ansvarlig og mindre klimabelastende retning, siger den kommende CR-chef, Marie Louise Hansen.

– Med sin klimastrategi markerer CPH, at den har høje ambitioner for at gøre en forskel for klimaet.  Jeg glæder mig til at bruge min erfaring med udvikling af grønne og energieffektive løsninger og med at skabe strategiske partnerskaber til at udvikle og indfri CPHs høje ambitioner på klima og CR-området, siger hun.

Hun kommer fra en stilling som kontorchef i Energistyrelsen, hvor hun har arbejdet med energieffektivisering og grøn omstilling. Derudover har hun tidligere været i Transport-, Bygge og Boligstyrelsen og erhvervsministeriet.

I begyndelsen af marts lancerede Københavns Lufthavne en klimastrategi og en måned senere blev lufthavnen CO2-netutral.

– Med Marie Louise ombord skruer vi op for ambitionerne. Hun bidrager med en stor viden og erfaring med både ansvarlighed og grøn omstilling og så kommer hun til at stå på et solidt fundament, hvor der er masser af fokus, vilje og drømme om at blive endnu bedre på dette område, fortæller kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, Peter Goll.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.