Det skandinaviske flyselskab Norwegian havde 8 procent færre passagerer i sidste måned i forhold til samme periode sidste år. Til gengæld kan Norwegian glæde sig over en højere belægningsgrad og forbedrede indtægter i oktober.
Norwegian fløj i alt 3.118.722 passagerer i oktober. Det er 8 procent færre i forhold til oktober 2018, hvor flyselskabet havde 3.388.896 passagerer. Også den totale trafik (RPK) gik ned med tre procent, og kapaciteten (ASK) gik ned med fem procent.
Derimod steg enhedsindtægterne for syvende måned i træk. Sammenlignet med oktober sidste år steg enhedsindtægterne med seks procent. Også belægningsgraden steg med 2,1 procentpoint til 87,1 procent.
– Vi er godt tilfredse med, at enhedsindtægterne fortsætter med at stige samtidig med, at vi fylder flyene godt og levere bedre punktlighed. Vi har justeret ruteporteføljen og kapaciteten i den kommende vintersæson for at sikre, at vi er godt positionerede til at imødekomme efterspørgslen. Oktobertallene viser, at vi fortsætter med at levere på strategien om at gå fra vækst til lønsomhed, siger fungerende koncernchef og finansdirektør i Norwegian, Geir Karlsen.
Selskabet har i oktober reduceret CO2-udledningen til 67 gram per passagerkilometer, en reduktion på 8,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år, til trods for at MAX-flyene står på jorden, og selskabet har været nødsaget til at indleje ældre fly.
Norwegian gennemførte 99,7 procent af de planlagte flyvninger i oktober. Punktligheden var på 83,3 procent, som er en stigning på 3,6 procentpoint.