Et Norwegian-fly skulle fra Oslo til Gran Canaria. Men efter der var for meget vægt på, blev passagerernes kufferter taget af, mens paller af laks blev ombord.
Da Norwegian lørdag sendte et fly afsted fra Oslo mod Gran Canaria, var der for meget vægt ombord på flyet. Derfor blev 50 af passagerernes kufferter taget af sammen med to passagerer. I stedet forblev paller med norsk laks på flyet.
Det skriver flysmarts24.no
– Jeg har endnu ikke fået mine tre kufferter. Alle, som ikke fik bagagen, var skuffede og frustrerede over Norwegian. Der var en anspændt stemning blandt passagerne, siger Gaute Næss, der var en af passagerne på flyet.
Han så, at der blev lastet store mængder af laks ind i flyet, som han skulle med.
Kaptajnen på flyet fortalte over højtalerne, at kufferterne ville komme med det næste fly, som landede en halv time efter. Men det skete ikke.
– Da vi var fremme, tjekkede vi med Norwegian, og de kunne oplyse, at bagagen slet ikke var på det næste fly. Det ville først ankomme to dage senere. Køen var lang, og der var mange, som måtte udfylde formularen for manglende bagage. Det vil også koste forsikringsselskaberne dyrt, siger Gaute Næss.
Hændelsen er blevet bekræftet af Norwegian. De påstår af det skete ved en fejl.
– Indtjekket bagage skal altid prioriteres, men det er desværre ikke sket i denne sag. Det beklager vi, siger Tonje Næss, der er talskvinde for Norwegian.
Passagererne fik leveret deres bagage om mandagen.