Annons:

Norwegian lukker langdistanceruter fra København

Norwegian nedlægger langdistanceruter fra København og Stockholm. I København vil 23 ud af 80 medarbejdere hos Norwegian blive berørt af ændringerne.

Norwegian har besluttet at lukke flere langdistanceruter fra Københavns Lufthavn til populære rejsedestinationer efter vinterpausen. Det omfatter ruten til USA fra Københavns Lufthavn. Samtidig afvikles ruterne til Bangkok og Krabi i Thailand fra 27. marts, skriver Norwegian i en pressemeddelelse.

Ifølge en pressemeddelelse fra selskabet, skyldes det efterspørgslen i de forskellige markeder kombineret med driftsudfordringerne med Rolls Royce-motorerne på selskabets Dreamlinere.

Men det kommer ikke kun til at gå ud over de danske ruter. Fra Stockholm nedlægges ruterne til USA og Thailand fra 29. marts 2020. USA-flyvningerne fra Oslo fortsætter som hidtil. Selskabet oplever derimod stor efterspørgsel på ruter fra store europæiske byer til destinationer i USA og øger frekvensen på flere af disse ruter.

– Langdistancemarkedet til og fra Skandinavien er lille, sammenlignet med de store byer som New York, London, Los Angeles, Paris og Rom, siger Norwegians Senior Vice President Commercial Matthew Wood.

– Vi har i længere tid haft udfordringer med Rolls Royce-motorerne på vores langdistancefly, hvilket betyder, at vi har flere fly på jorden. Dette påvirker ruteprogrammet, siger han.

Flyselskabet har i alt cirka 50 direkte ruter fra København til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten.

Som følge af ændringerne i rutenetværket vil der ikke fremover være vedligehold af selskabets Dreamlinere i Københavns Lufthavn. Det vil berøre 23 medarbejdere i den tekniske organisation i København, skriver selskabet. Piloter ansat på Norwegians langdistancebase i Københavns Lufthavn bliver ikke berørt af ændringerne.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.