I et direkte opråb til regeringerne i Danmark og Sverige trygler Norwegian om at måtte få tilbudt samme redningspakke, som den SAS fik i går af de to landes regeringer.
”Nu er svenske og danske myndigheder kommet med en betydelig redningspakke til det svenske flyselskab SAS i form af likviditet, der gør det meget lettere for Norwegians største konkurrent at komme igennem denne krise”, siger Norwegians koncernchef Jacob Schram i en pressemeddelelse.
Schramm tilføjer, at Norwegian ”på samme måde som SAS har brug for hjælp fra myndighederne for at kunne sikre tusindvis af arbejdspladser, infrastruktur og værdiskabelse”, og at han håber på ”hurtige tiltag” i form af en kreditfacilitet, Norwegian kan gøre brug af i de kommende uger.