I forbindelse med markeringen af 30 års-jubilæet for FN’s børnekonvention, har Norwegian som UNICEF-partner fragtet Børnerettighederne, som ifølge flyselskabet er et af verdens vigtigste dokumenter.
I dag er Norwegians flyvning DY396 landet på Svalbard med en meget vigtig last ombord: Børnerettighederne lagret i syntetisk DNA. Det er det første officielle dokument, der lagres på denne måde, og DNA’et skal opbevares på et af verdens sikreste steder – i permafrosten i Arctic World Archive på den norske ø Svalbard.
For kaptajn Sissel Maria Finnseth, som sad bag styrpinden på flyvningen, var dette en særlig vigtig opgave:
– Det er fantastisk, at vi kan bidrage til at sætte børns rettigheder i fokus med sådan en flyvning. UNICEF er en del af Norwegians DNA, og vi hjælper, hvor vi kan, for at give endnu flere børn den fremtid, de fortjener, siger hun.
Det er UNICEF Norge, der har taget skridt til at fremhæve børnekonventionens betydning og sikre, at indholdet er tilgængeligt i al overskuelig fremtid.
– Vi har altid været stolte af vores partnerskab med Norwegian. Deres medvirken har været helt afgørende for at få DNA’et sikkert i havn. De ansatte stiller altid op med et kæmpe engagement, så det er altid en fornøjelse at samarbejde med dem, siger UNICEF Norges generalsekretær, Camilla Viken.
På Verdens Børnedag den 20. november bliver DNA-kapslen arkiveret i permafrosten i Arctic World Archive.