Samlet rejste lidt over 3,3 millioner passagerer med Norwegian i september. Det er en tilbagegang på fire procent i forhold til september 2018.
I alt 3.310.424 passagerer fløj med Norwegian i september. Det er en tilbagegang på 4 procent i forhold til september sidste år, hvor flyselskabet havde omkring 3,45 mio. passagerer. Selskabet havde samtidig en tilbagegang i flytrafikken i august, hvor de havde omkring 3,5 millioner passagerer. Det var et fald på tre procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Den totale trafik (RPK) steg dog med to procent, kapaciteten (ASK) steg med en procent og belægningsgraden var på 90 procent, en stigning på 1,1 procentpoint.
– Nu, hvor Norwegian bevæger sig fra vækst til lønsomhed, er det også positivt, at efterspørgslen er god og stabil. Driftsmæssigt fortsætter selskabet med at levere bedre og bedre resultater, og vi er godt på vej til at nå målet om en omkostningsreduktion på to milliarder norske kroner i 2019, siger fungerende koncernchef og finansdirektør i Norwegian, Geir Karlsen.
Norwegian gennemførte 99,3 procent af de planlagte flyvninger i september, som er et lille fald på 0,1 procentpoint. Punktligheden var på 79,8 procent – en tilbagegang på 0,4 procentpoint. Norwegian oplyser, at selskabets anvendelse af indlejede fly påvirkede punktligheden negativt i denne måned.
– Udsigterne for fremtiden er lovende, og for den kommende vintersæson har vi justeret ruteporteføljen og kapaciteten for at sikre, at vi er godt positionerede til at imødekomme efterspørgslen, siger Geir Karlsen.