Norwegian skærer i 15 procent af den totale kapacitet mellem midten af marts til midten af juni. Selskabet har også sat flere andre tiltag i værk, der inkluderer midlertidig hjemsendelse af et væsentligt antal af sine ansatte.
På grund af situationen med COVID-19 forbereder Norwegian aflysninger af 3000 afgange fra midten af marts til midten af juni. Det sker, efter at selskabet i sidste uge oplevede lavere efterspørgsel på fremtidige bestillinger, oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.
– Det er en kritisk periode for luftfarten, også for os i Norwegian. Vi opfordrer myndighederne til øjeblikkeligt at indføre tiltag for at reducere den økonomiske belastning for flyselskaberne for at beskytte afgørende infrastruktur og arbejdspladser, siger koncernchef i Norwegian, Jacob Schram.
Det vil berøre hele rutenetværket.
– Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig andel af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelse. Vi vil fortsætte den konstruktive dialog med fagforeninger og medarbejdere for at komme igennem denne svære situation sammen, siger Jacob Schram.
Berørte kunder vil blive informeret om disse ændringer, så snart de indføres, oplyser selskabet.