Annons:

Midtjyllands Lufthavn lider endnu engang af passagerfald

Midtjyllands lufthavn måtte for andet år i træk vise et negativt trafiktal med passagerfald på omkring 20.000 passagerer på to år.

Trafiktallene for lufthavnen i Karup i 2018 viser et passagerfald på omkring otte procent i forhold til 2017. 135.000 passagerer benyttede lufthavnen sidste år. Det skriver TV Midtvest.

– Vi har et lille fald i år igen, og det er ikke anderledes end i vores omkringliggende lufthavne, men vi vil selvfølgelig helst have fremgang, siger lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen til TV Midtvest.

Også i 2017 måtte lufthavnen lide et fald i passagerer, hvor nedgangen var på fem procent for året. Det giver et samlet fald på omkring 20.000 passagerer for Midtjyllands Lufthavn inde for de seneste to år.

– Uheldigvis er der ikke så mange, der kommer tilbage fra København med flyveren, at man ikke kan få en hjemkomsttid, som passer en perfekt, og det tyder på, at der er noget i trafikprogrammet, vi kan gøre bedre, siger lufthavnschefen.

For fremtiden håber lufthavnschefen på større fremgang. Der er fra det nye år blevet øget kapaciteten på morgenafgange og eftermiddagsankomster med et nyt, større fly til og fra København, som kan tage flere passagerer, meddeler lufthavnen.

Derudover har lufthavnen indgået i en kuffertaftale med Emirates, der giver mulighed for at rejse til Asien fra lufthavnen i Karup.

– Vi arbejder hele tiden på at gøre tingene bedre, og der er også nogle ting, som vi ikke kan løfte sløret for endnu. Vi har et produkt, der er bedre end det, folk tror, så jeg tror på, at vi kan vende det, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.