Annons:

Massiv passagervækst i Billund Lufthavn

Oktober har budt på passagervækst i Billund Lufthavn. Aktiviteten i efterårsferien har sammenlignet med efterårsferien i 2022 vækstet med 8 procent. I hele oktober er det gået intet mindre end 412.374 passagerer igennem terminalen.

Det er en vækst på 4,9 procent sammenlignet med oktober sidste år, og det er dermed den mest aktive oktober nogensinde i Billund Lufthavn. Væksten kommer ikke alene fra ferierejsende: De erhvervsrejsende løfter også væksten sammenlignet med sidste år.

– Der har været en forrygende stemning i den fyldte terminal, især i efterårsferien, hvor aktiviteten lignede én af de mest travle rejseuger i sommerferien. Der er stadig et stort rejsebehov og en god økonomi blandt danskerne til at rejse på ferie. Det har i hvert fald vist sig i oktober, fortæller Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn og fortsætter:

– Der er selvfølgelig flot vækst i efterårsferien, som i høj grad er ferierejsende. Men erhvervsrejserne er på omkring indeks 96 ift. 2019, hvor erhvervsaktiviteten kun var på omkring indeks 77 i oktober 2022 ift. 2019. Så erhvervslivet bidrager også i stor stil til, at vi kan fastholde de enormt flotte vækstrater, som vi ser lige nu.

 

Rekorder og mere vestdansk global sammenhængskraft

Udgangen af oktober sætter også et punktum for sommerfartplanen. Nu er vinterfartplanen gået i luften, og Billund Lufthavn skyder den i gang med en massiv passagervækst i bagagen for hele året. For år til dato er der gået 3.552.448 passagerer igennem, hvilket er en vækst på 8,4 procent ift. de første ti måneder sidste år.

Sun-Air åbner en rute til Düsseldorf og airBaltic åbner en rute til Gran Canaria, derudover øger netværksselskaberne i Billund Lufthavn med 10 procent sammenlignet med sidste vinter.

– Vi ser tilbage på 10 måneder, hvor vi har haft et højt, men meget stabilt, niveau af aktivitet i lufthavnen, og det er glædeligt, at vi ser den form for vækst. Nu ser vi ind i en vinterperiode, hvor vi mister noget lavpris kapacitet sammenlignet med sidste år, men til gengæld øger netværksselskaberne deres tilstedeværelse markant, og det understøtter global sammenhængskraft i Vestdanmark og dermed erhvervslivet, siger Jan Hessellund og fortsætter med flere ord om den kommende aktivitet:

– Der er ligeledes kommet mere gang i skirejser med fly fra Billund Lufthavn, og i dialog med skirejseudbyderne er der stor efterspørgsel på det i år også. Det samme gælder rejser mod de varme vinterdestinationer. Og så ser vi frem til at byde Sun-Air velkommen med Düsseldorf og velkommen til airBaltic, der udvider deres tilstedeværelse i Billund Lufthavn med en rute til Gran Canaria.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.