Annons:

Markant forskel mellem udespisevaner i storbyer og i provinsen

I følge en pressemeddelelse fra HORESTA er der er stor forskel på, hvor meget danskerne tager ud og spiser, alt efter hvor i landet man bor. Mens københavnerne elsker at spise ude, holder bornholmerne sig mere hjemme.

Danskere over en bred kam nyder gerne en god frokost, en kold øl eller friskkværnet kaffe på en restaurant eller fortovscafé. Men der er store geografiske forskelle mellem landets regioner, når det kommer til, hvor hyppigt man går ud.

Københavnere går i gennemsnit ud hele 126 gange om året.

Det svarer til lidt over 10 besøg om måneden, hvilket er 44 pct. flere besøg end gennemsnitsdanskeren. I den anden ende af spektret er bornholmerne, som faktisk går mindst ud. Den gennemsnitlige bornholmer tager i gennemsnit således kun ud 40 gange om året – svarende til lidt over tre besøg om måneden. Det er 46 pct. lavere end landsgennemsnittet, som lyder på 88 årlige besøg.

Det viser tal fra en nylig rapport, som HORESTA har foretaget i samarbejde med Kantar Gallup Index Danmark. Besøgstallene dækker over besøg gjort i 2023 og over alt fra køb af take away-kaffe til gourmetmiddage på restauranter.

Livsstil i de større byer spiller ind
Tættest på København kommer Nordsjælland med 91 årlige besøg, mens resten af landsdelene går mindre ud end landsgennemsnittet.

Ifølge HORESTA skyldes det meget forskelligartede billede mellem landets storbyer og provinsen især udbuddet af restauranter, købekraft og den generelle livsstil i de to egne af landet.

”Landets storbyer – og i særdeleshed København – har et markant større udbud af restauranter. Samtidig spiller storbyernes livsstil og beboersammensætning ind. Der bor flere unge og studerende i storbyerne, og det økonomiske råderum er statistik set større her, end i provinsen og på øerne”, siger Jeppe Møller-Herskind, viceadministrerende direktør i HORESTA.

 

Stort uforløst potentiale
Forskellen indikerer ifølge HORESTA dog også, at der trods gode eksempler på lokal gastronomisk opblomstring rundt om i landet fortsat er et stort uforløst potentiale i at drive udespisevanerne til nye niveauer – også udenfor storbyerne.

”Der er et stort potentiale i at løfte provinsborgernes lyst til at spise mere ude. Vi har i flere dele af landet allerede set spændende ’fra jord til bord’-koncepter, hvor lokale råvareproducenter leverer til lokale restauranter. Netop det koncept er der åbenlyse muligheder for at drive endnu længere i mange af landets egne væk fra storbyerne. Det tror vi kan være med til at booste udespisevanerne i provinsen”, siger Jeppe Møller-Herskind.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.