Alle Spiesgæster, der skal rejse med Sunclass Airlines med afgang fredag, lørdag eller søndag morgen, kan møde op i Terminal 2 i Københavns Lufthavn aftenen før afrejse mellem klokken 18-20 og aflevere familiens bagage, eventuelle indrejseformularer, vise coronapas for hele familien og få udleveret boardingkort. På den måde bliver selve afrejsemorgenen endnu mere gnidningsfri.
Kommunikationschef for Sunclass Airlines Sofie Folden Lund siger: ”Som noget særligt tilbyder vi her op til de helt store afrejsedage, at vores gæster kan checke bagage ind og hente boardingkort aftenen før afrejse. Det er selvfølgelig mest oplagt, når man bor i Storkøbenhavn. Men vi håber at det kan gøre mange gæsters morgenafrejse endnu mere behagelig – og også lette køen for dem, der måske kommer længere fra og skal checke ind lørdag morgen, hvor der vil være godt med tryk på terminalerne”.
Billund Lufthavn melder også om mulighed for check in aftenen før afgang
I Danmarks næststørste lufthavn, Billund vil der også være travlhed dagene op til uge 42, især fredag og lørdag. Her har man derfor fra lufthavnens side netop sendt besked ud til alle afrejsende om, at man kan checke ind og aflevere bagage torsdag og fredag aften.