Efter skat viste bundlinjen et overskud på 881 millioner euro, hvilket svarer til knap 7,4 milliarder kroner med dagens kurs. Overskuddet er tre en halv gange så stort som for et år siden.
I forbindelse med kvartalsrapporten justerede selskabet prognosen for årets drift og vurderer nu, at de ender med et justeret driftsresultat på 2,6 milliarder euro. Det er en markant stigning fra sidste års 1,5 mia.
Øgede priser og flere passagerer sikrede, at omsætningen i andet kvartal steg med 17,7 procent fra året før og endte knap 9,4 milliarder euro.
Administrerende direktør Carsten Spohr giver Lufthansas medarbejdere kredit for virksomhedens succes.
– Uanset om det er på jorden, i cockpittet, i kahytterne eller i de hangarer, hvor vedligeholdelsen foregår, så var det vores medarbejdere verden over, der gjorde den pålidelige drift mulig, siger han.