I sidste uge blev Passenger Choice Awards afholdt i Dublin, hvor passagererne kårer flyselskaberne i forskellige kategorier.
Passagererne har talt og kåret de europæiske flyselskaber i kategorier som bedste service, bedste Wi-Fi og bedste lavprisflyselskab.
Passenger Choice Awards bliver afholdt af Airline Passenger Experience Association (APEX), for at passagerne kan give deres mening om oplevelsen hos de forskellige flyselskaber. Over en million flyvninger er blev anmeldt af passagerer gennem spørgeskemaundersøgelser.
Blandt vinderne er Norwegian, som fik prisen for Europas bedste Wi-Fi og bedste lavprisflyselskab:
– Vi sætter stor pris på denne anerkendelse, specielt fordi det er kunderne, der har givet deres stemmer til Norwegian. Det betyder meget for os, at passagererne værdsætter den gode service, gratis WiFi og vores nye, komfortable og mere miljøvenlige fly, siger Norwegian koncernchef, Bjørn Kjos.
– Jeg vil takke alle vores passagerer, der har valgt at flyve med Norwegian og ikke mindst vores hårdtarbejdende og dedikerede medarbejdere over hele verden, afslutter han.
Olympic Air vandt kåringen som Europas bedste store flyselskab, og Aeroflot Russian gik hjem med prisen som Europas bedste globale flyselskab.
Du kan se alle vinderne i Europa her:
Bedste sædekomfort: AEROFLOT RUSSIAN AIRLINES
Bedste kabineservice: VIRGIN ATLANTIC
Bedste mad og drikke: VIRGIN ATLANTIC
Bedste underholdning: ICELANDICAIR
Bedste Wi-Fi: NORWEGIAN AIR
Bedste globale flyselskab: AEROFLOT RUSSIAN AIRLINES
Bedste store flyselskab: OLYMPIC AIR
Bedste lavprisflyselskab: NORWEGIAN AIR