Borgmesteren i Syddjurs Kommune og turistorganisationen VisitAarhus godkender et hotel i forlystelsesparken Djurs Sommerland.
Syddjurs Kommune har givet Djurs Sommerland lov til at udvide forlystelsesparken med et hotel. Det skriver DR.
Direktøren i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, fortæller, at flere gæster har ledt efter overnatningsmuligheder ved Djurs Sommerland:
– Vi oplever en stadig stigende interesse fra både danske og udenlandske turister for at bo i – eller umiddelbart nær – Djurs Sommerland, og det har vi hidtil ikke kunnet efterkomme, siger han.
Flemming Rasmussen, der er vicedirektør i VisitAarhus, vurderer, at et hotel ikke kun vil gavne Djurs Sommerland men også hele området omkring forlystelsesparken:
– Det giver et løft for hele området. Jeg tror, det vil tiltrække en ny type gæster, som vi ikke har i dag, som vælger at være en del af det tema, der er omkring Djurs Sommerland, siger Flemming Rasmussen til DR.
Også bormesteren i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen, mener, at der er for få overnatningsmuligheder i Syddjurs. Han tror, at et hotel i Djurs Sommerland vil skabe længere besøgstid i området:
– Vi har en forhåbning om, at man – ikke blot i Syddjurs, men også i Norddjurs – kan få besøg af de mange turister på andre turistattraktioner som Fregatten Jylland, Kattegatcentret og Ebeltoft by, siger han.
Forlystelsesparken havde 818.000 gæster sidste år. Henrik B. Nielsen fortæller dog, at der vil gå nogle år, før et hotel bliver aktuelt.