Flyselskaberne vil fremover komme til at betale mere for at bruge Københavns Lufthavn.
”Der er en manko (forskel, red.) på, hvad det koster at drive lufthavnen og på det, som brugerne betaler. Det skal vi have rettet op på,” siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavne til Ritzau.
I år udløber aftalen om lufthavnstaksterne mellem flyselskaberne, og Københavns Lufthavne og skal derfor genforhandles.
I sidste ende kan højere priser for flyselskaberne betyde, at det bliver dyrere at flyve, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.
”I øjeblikket har flyselskaberne taktstokken i forhold til prisforhandling. Vi har set, at det har været væsentligt dyrere at flyve i 2022 end inden corona,” siger han.