Annons:

Københavns Lufthavn har haft travleste efterårsmåned trods færre fly

2,7 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i oktober. Men færre fly landede og lettede.

I oktober var 2,7 millioner passagerer gennem terminalerne i Københavns Lufthavn. Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Det er otte procent flere rejsende end samme måned sidste år og 20.000 flere end i samme måned i 2019 – året inden pandemien satte luftfarten på pause.

”Flere dage i efterårsferien har været helt på niveau med de travleste dage i sommerferietiden,” siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i meddelelsen.

På trods af det stigende antal passagerer er der færre fly, der letter og lander i Københavns Lufthavn.

I løbet af oktober var der 21.805 passagerfly, der enten lettede eller landede i lufthavnen.

I samme periode for fem år siden var tallet 23.174.

”Vi kan se, at der er seks procent færre fly, som letter og lander i lufthavnen sammenlignet med 2019, hvor passagertallet stort set var det samme. Det er virkelig godt,” lyder det fra Peter Krogsgaard.

Det skyldes ifølge direktøren, at mange flyselskaber flyver med nye og større fly, hvor belægningsgraden – antallet af solgte sæder – er højere.

En stor del af de rejsende har hungret efter sol og varme og er rejst sydpå, mens mange udenlandske turister er rejst til København og Danmark.

237.000 har rejst mellem København og en af de spanske destinationer som for eksempel Malaga, Barcelona og Mallorca.

Desuden har 166.000 rejst mellem København og den engelske hovedstad, London, som blev den mest populære destination i oktober.

På rejsemål uden for Europa er USA blandt de absolutte favoritter.

Flere end 126.000 passagerer rejste mellem København og USA i oktober. Det er 24 procent flere end samme måned sidste år.

Sammenlagt har Københavns Lufthavn budt velkommen til 25,52 millioner passagerer i årets første ti måneder.

Det svarer til en stigning på 12 procent sammenlignet med sidste år.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.