Københavns lufthavn har lanceret et nyt klimaprojekt i Laos, som skal kompensere for lufthavnens CO2-udledning.
Som en del af Københavns Lufthavns klimastrategi vil de nu investere i et projekt i Laos, der sikrer klimaforbedringer og bedre levestandard for den lokale befolkning.
Det nye projekt ’Energieffektive komfurer i Laos’ er et samarbejde mellem Lufthavnen og den internationale NGO Nexus for Development, som skal realisere Københavns Lufthavns første målsætning mod at blive klimaneutrale i 2019. Projektet forventes derfor at reducere mindst lige så meget CO2, som lufthavnen udleder.
– Vi er rigtig glade for at offentliggøre samarbejdet med Nexus og investeringen i Energieffektive komfurer-projektet. Vi valgte i starten af marts at forpligte os til at blive CO2-neutrale i år. Nu kan vi stå her en måned efter og have sat den første vigtige milepæl i vores nye klimastrategi, fortæller en tilfreds Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
Ifølge pressemeddelelsen sikrer projektet lokal produktion og distribution af energieffektive komfurer, hvor forbruget af træ, og dermed fældning af skovarealer, bliver reduceret. Komfurerne udleder også færre sundhedsskadelige partikler i forhold til, når man laver mad over åben ild med trækul eller træ som brændsel.
Projektet er drevet af de lokale organisationer ARMI og SNV og lokale forhandlere af komfurer.
– Vi tror på, at netop Nexus og de lokale organisationer ARMI og SNV Laos lever op til vores høje krav til kvalitet og gennemsigtighed. Og det glæder os, at projektet så samtidig giver muligheden for at skabe reelle forbedringer i hverdagen for befolkningen i Laos. Nu glæder vi os til at begynde samarbejdet, men mest til at se udviklingen af vores investeringer er med til at skabe, specielt i de nordlige områder i Laos, som endnu ikke har adgang til de energieffektive komfurer, konstaterer lufthavnens administrerende direktør.
Lufthavnen vil forsætte med at investere i yderligere tiltager, der skal reducere CO2-udledningen fra lufthavnens bygninger, drift og trafik på jorden og i luften.