Annons:

Københavns Lufthavn havde travleste oktober

Mange familier valgte at forlænge sommeren med en efterårsferie til sydens sol eller til endnu varmere himmelstrøg i Asien. Med 2,7 millioner rejsende blev det den mest travle oktober nogensinde i Københavns Lufthavn. Der er fortsat fremgang i transfer-trafikken, hvor rejsende flyver via CPH og videre ud i verden.

Med 2.727.549 rejsende blev oktober en særdeles travl måned i Københavns Lufthavn, en fremgang på 0,2 procent i forhold til sidste års rekord.

Fredag den 11. oktober – dagen op til efterårsferien i uge 42 – blev en af årets travleste i Københavns Lufthavn med 107.200 rejsende igennem terminalerne.

– Det skal gerne være varmt, når danskerne rejser på efterårsferie. Omkring uge 42 tredobles flytrafikken til Spanien og især de Kanariske øer. Mange vælger også at tage en ekstra ferieuge og rejse langt til især Sydøstasien via f.eks. Dubai og Doha, hvor trafikken omkring efterårsferien vokser 25-30 procent, fortæller administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Når det gælder efterårsferie uden mindre børn, er det især storbyferien, der trækker. Som altid til populære byer som London, Paris og Amsterdam. De seneste år har der dog også været flere, der er rejst til andre storbyer som Wien, Zürich, Prag og Warszawa.

– De senere år har fremgangen i antallet af passagerer været drevet af ferierejsende til og fra Danmark, mens antallet af forretningsrejsende har været mere konstant. Det betyder, at andelen af ferierejsende de seneste fem år er vokset fra 57 til 68 procent, fortæller Thomas Woldbye.

Ved udgangen af oktober skiftede flyselskaberne til vinterprogrammet, der traditionelt byder på lidt færre ruter og frekvenser end i den travle sommer.

– Vi ser vi også meget frem til januar 2020, hvor SAS flytter sin Los Angeles rute til København. Det vil styrke vores position som hub, så flere nordeuropæiske rejsende vælger at flyve via Københavns Lufthavn og videre ud i verden fremfor at vælge andre hubs som f.eks. Amsterdam, Frankfurt og London, siger Thomas Woldbye.

I oktober var det igen transfer-trafikken, der drev fremgangen. I forhold til samme måned sidste år voksede antallet af rejsende, der flyver via CPH og ud i verden, med 7,5 procent.

Kommentarer är stängda.

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.